De Åndelige Øvelser, 30 dage
De Åndelige Øvelser over i alt 33 dage hjælper dig til at fokusere på det, der er virkelig væsentligt i dit liv. De hjælper dig med at udvikle et levende fællesskab med Kristus og fungerer som en indføring i bøn. De fører ofte til en afklaring og dybere forståelse omkring Guds vej og virke for dig personligt.
30 dage i stilhed, bøn og refleksion vil uundgåeligt hjælpe dig med at integrere liv og tro. Det kan ofte medføre en form for indre helbredelse. Du kan meget vel – som så mange før dig – finde, at det bliver en af de mest skelsættende og positive erfaringer i dit liv.
Som udgangspunkt vil dagene bestå af 4 – 5 bønsperioder. Disse perioder varer op til en time hver og tilbringes i stilhed sammen med Gud.
Bønsperioderne er bygget op omkring en række meditationer, der fortrinsvis tager udgangspunkt i bibeltekster. De enkelte elementer i retræten kan varieres efter behov, og meditationerne tilpasses den enkelte. Samtidig er der en dynamik, der følger Ignatius’ åndelige øvelser.
Øvelserne er opbygget omkring Kristi liv. Man beder og mediterer over hans fødsel, liv, lidelse, død og opstandelse. Du opfordres til at lade Jesu liv, som du oplever i evangelierne, mødes med og udfordre dit eget liv. Der er meditationer omkring tilgivelse af synd og overvejelse omkring dit virke for Gud – både i fortiden og fremtiden.
Derudover er der en daglig samtale med en vejleder, der selv har gennemlevet øvelserne og kan hjælpe dig med at reflektere over, hvad du gør dig af erfaringer. Alt spiller med og inddrages i øvelserne. Stilheden, bønnen, naturen, op- og nedture. Øvelserne hjælper dig til at lægge mærke til og finde Gud i alle ting.
Øvelserne har vist deres værdi og været frugtbare for generationer af retrætedeltagere og har en evne til at favne og udfordre hver enkelt, dér hvor du nu engang er, og med den enkeltes tradition og historie.
Forudsætninger
De åndelige øvelser kan være psykisk udfordrende. Det kræver en vis psykisk og åndelig robusthed at få fuldt udbytte af øvelserne. Hvis du fornyligt har lidt større tab, er psykisk ude af balance eller har en depression, vil det sikkert være bedre at udskyde øvelserne til et andet tidspunkt i livet.
Retræte erfaring
Vi anbefaler, at ansøgerne har en erfaring i at bede med og meditere over bibelen, og at man har erfaring med individuel vejledte retræter i stilhed af mindst en uges varighed. Ved tilmelding vil du blive bedt om at udfylde et oplysningsskema inden tilmeldingen er gældende.