VELSIGNELSE
Velsignelse er et af de store, vigtige begreber i det kristne univers. Gennem Guds velsignelse gror vi, vokser, blomstrer og bærer frugt. Vi er kaldet til at modtage velsignelse men også til at give velsignelsen videre. Der er ingen gudstjeneste eller kirkelig handling, uden at vi som deltagere bliver velsignet.
Mange oplever velsignelsen som højdepunktet i en gudstjeneste. Gennem præstens ord udtrykkes i velsignelsen en bøn om, at vi må leve under Guds beskyttelse og med Guds styrke og fred.
I retræten skal vi gå i dybden med velsignelsens betydning, sådan som vi møder den i bibelen og i liturgien, men også i hverdagen. Guds velsignelse kan opleves i vores daglige liv, når vi får øje på den og åbner os for den.
I en kirke på Caminoen i Nordspanien står:
Må Gud velsigne dine fjed,
må du finde, hvad du søger –
og til sidst nå målet med glæde!
Det kunne være Jesu velsignende ord til os. Ord som er gode at gøre til vores bøn i tiden op til en retræte, som netop handler om at være med Gud, søge det som Gud vil give os og opleve den dybe glæde og fred, som er i Guds velsignelse – midt i alt det som kan være svært og foruroligende.
I pausen – væk fra hverdagens almindelige travlhed, støj og optagethed af de gode opgaver vi har – der kan vi finde ro og stilhed, så vi bliver mere åbne og modtagelige for Guds berøring og bedre i stand til at høre Guds stemme gennem bønner og salmer, meditationer og oplæg – og i stilheden.
Birgittasøstrenes kloster danner den bedst mulige ramme for stilheden og tilbagetrækningen. Her får du det hele givet: gode måltider bliver serveret, i dit eneværelse er sengen redt og håndklæder lagt frem, der er smukke rum at være i, blomster der pynter overalt og stilhed både inde i klosteret og ude i naturen ved Søndersø.
Retrætens program er sammensat af oplæg om VELSIGNELSE, meditationer, morgen- og aftensange – og ellers stilhed. Der er mulighed for samtale med retrætelederen. Begge retræter afsluttes søndag efter frokost med nadvergudstjeneste i klosterkirken.
Kontakt Eva Borbye Pedersen for tilmelding og betaling.